| Fra Gaffa, Maj 2008 | |
| Jeg kan så godt lide det, jeg gætter på, at PyroMan prøver at lave: Et smadret sted imellem Foetus, Beasts Of Bourbon og Johnny Cash. Der er ballade, sex og whisky i mikset, blandt maskinerne, guitarene og vokalerne. Men der er også en sært rodet og diskant lyd, der står i vejev for det rigtigt farlige. PyroMan får aldrig helt greb om det, og sangene glider lidt ud mellem fingrene på dem. Jeg tror, at beatet skal hives mere frem i mikset, for at det håndfaste ikke skal drukne i detaljer. Og så skal der mere punch i lyden. Det meste lykkes på Let's Go, bortset fra lyden, og i de andre numre er der både gode ideer og potientale, men det kommer ikke rigtigt ud af højttalerne. Det er nogle ting, der sikkert fungerer meget bedre live, hvis altså PyroMan altså kan levere den superseje attityde, der fylder demoen. For det er måske i høj grad den, personificeret via den fede vokal, der bærer det her hjem. | |
|
|
| Fra Diskant.dk, Februar 2007 | |
|
Anmeldt af: Bjarke Bertram Minimalistisk industri-blues. Forestil dig PowerSolos ironi og hillbilly-affinitet kombineret med Einstürzende Neubautens maskinelt-soniske jerntæppekaos. Om det skulle lykkes for dig, er det stadig langt fra sikkert, at din forestillingsevne er i stand til at matche den københavner-tilbagelænede støjsump, man udsættes for på PyroMans anden demo. Den strømpebuks-forklædte bas/guitar/tromme-trio kalder tøvende deres metier for minimalistisk industri-blues, og den betegnelse er særdeles rammende. Til åbningsnummeret 'Love sucks after the first kiss' har bandet med hjælp udefra kreeret ikke bare en flot og stilsikker musikvideo, men sågar også en ligeledes fin dokumentar om videoens tilblivelse. Begge dele findes på demoen, og den slags imponerende ekstramateriale viser med al ønskelig tydelighed, at PyroMan bag coverets gasmasker og Vita-Wrap tager musikken ganske seriøst. Jeg har kun en ting at brokke mig over, nemlig det allerede omtalte nummer. 'Love sucks after the first kiss' har en fantastisk titel, men 5 minutter og 15 sekunder er alt, alt for lang tid at koge suppe på den samme rundgang – dynamik er der stort set intet af, og den eneste variation er en (i forhold til de to efterfølgende numre) meget afmålt mængde støj og feedback hist og her. At den er langt federe live er ikke utænkeligt, for den har i hvert fald masser af jam-potentiale, men i denne udgave forekommer den retningsløs og trættende. Der er straks langt mere krudt i pungen på skæring to og tre, hvis titler er ligeså korte, som den første er lang – hhv. 'Bang' og 'Loser'. I førstnævnte skramles der totalt igennem med et grimt og grumset lydbillede garneret med industrielle trommer og bas, kaos-mundharmonika, fjollet og repeterende vokal og totalt umotiverede, men velplacerede breaks. I 'Loser' hælder PyroMan nok en dunk støj i motoren. Bas og guitar er så forvrængede, at tonerne knap kan anes, hvilket leder en til at overveje , om hele herligheden er indspillet med en enkelt mikrofon af tvivlsom kvalitet opstillet uden for selve lokalet, hvor bandet står og spiller. Grimt? Ja. Gakket? Meget. Kedeligt? På ingen måde. |
|
|
|
| Fra Båndsalat, Gaffa december 2006 | |
Jeg har før haft fornøjelsen af at anmelde de hårde hunde fra PyroMan. Deres sexede blanding af industrial og blues er stilmæssigt den samme som dengang, men sangskrivningen er blevet meget mere tight. De er stadig mere seje end egentlig gode, men bundlinien er klart blevet hævet og viser nu et band, der kender sine sine styrker næsten lige så godt som sine svagheder. Den mest tydelige inspretion er nok FOETUS, Men uden hans flamboyante og fjollede overskud er lyden hårdere og mere larmende. Når de giver los og åbner for sluserne, er de virkelig gode, men de tilbageholdte stykker er hverken truende eller stemningsfulde nok til rigtigt at fungere. Det er alt i alt ganske få ting, gruppen kan, men der er stadig mange muligheder inden for det smalle område. De gør det måske selv mindre, end det nødvendigvis behøver være, i kraft af den helt vildt dårlige lyd, der er på demoen. Det vil virke både sejere, hårdere og mere larmende hvis lyden var den tak bedre. Undergrund er ikke lig med lortelyd. |
|
|
|
| Fra punx.rock.it, 2. oktober 2006. | |
|
I just bang bang bang - bang bang bang my drum! Der er gået næsten to år siden det københavnske band Pyroman debuterede med deres første EP. Nu er den næste cd så kommet, hvilket blev fejret d. 23. september med en koncert dybt under jorden for et særligt indviet publikum. Pyroman er to af medlemmerne fra det legendariske punk/jazz/syre-band Suck A Bug, der gennem 90′erne hærgede undergrundsklubber og spillesteder hovedsaligt omkring København. Deres nye EP byder på balladen med den knivskarpe titel “Love Sucks After The First Kiss”, det støjende mundharmonika-inferno “Bang” og nummeret “Loser”, hvor trommebeatet lyder som 4000 par marcherende støvler i Ayatollahens hellige hær. Med en intens men sær blanding af blues, industrial og rock n’ roll tordner pyromanerne derudaf, fra den første tændstik er strøget, til de sidste flammer gløder ud. Og så er der sgu også en cd-rom del med musikvideo på skiven. |
|
|
|
